Har du nogensinde hørt om tilstanden "Leaky Gut"?

Leaky Guts
En risikabel tilstand, der ikke findes ...

I mit sidste nyhedsbrev fortalte jeg om ”Røret”, den vigtige mave-tarm-kanal, omkring hvilken kroppen er formet. Jeg vil minde om dette, fordi det er et vigtigt billede at holde sig for øje, når jeg skal forklare ovenstående begreb.

Når jeg skriver, at det ”ikke findes”, så er det fordi begrebet ”leaky guts” eller ”leaky gut syndrome” ikke eksisterer som en diagnose i det offentlige sundhedsvæsen endsige i lægestandens bevidsthed.
Jeg husker for nogle år siden, hvor en orthomolekylær kollega skulle tilsvines i TV. Her blev en overlæge i allergologi på et dansk Universitetssygehus interviewet om begrebet, som han ikke kendte, og derfor gjorde alt for at latterliggøre. Som bevis på at der ikke var noget, der hed ”leaky guts”, lavede han en Google-søgning, som viste nul resultater. Heldigvis fik vi computerskærmen at se på TV, så vi seere, som havde begreb om tingene, kunne se, at han havde stavet det forkert. Pinligt nok, men ikke desto mindre den opfattelse, der stadig hersker i lægestanden. Stav det rigtigt, og du får over 2 millioner hits på en Google-søgning.

Den normale tarmvæg
På indersiden af vort ”rør” – tarmkanalen er der en meget stor overflade. Den svarer til en middelstor 4-værelses lejlighed (100m2) på grund af myriader af ”mikrovilli”, som er små fingre, der står og vajer som søgræs ind i tarmindholdet, hvor de suger næring til sig. Næring fra det, vi har spist, og som de øvre dele af tarmkanalen har præpareret med enzymer og syre, så den let kan optages i blodet og derfra føres videre op i leveren, hvor næringsstofferne undergår en sortering, rensning og videre forarbejdning, før de sendes ud i det store kredsløb til glæde for vore energiforbrugende processer i kroppens celler.
Når f.eks. et protein skal optages, så optages det gennem disse mikrovilli i tarmvæggens celler og transporteres igennem cellen, hvor det klippes i stykker til aminosyrer og som sådanne fortsætter ud i blodet.
Disse meget fine processer foregår lynhurtigt og er afhængige af intakte strukturer, herunder de sammenføjninger, der findes mellem tarmvæggens celler. Disse celler holdes sammen af meget store proteinmolekyler som Occludin, Zonuliner samt Actomyosin og flere andre.

Leaky gut
Hvis man igennem flere år indtager en kost, som man er intolerant over for, eller slet og ret junk-food, som ingen af os har godt af, så vil tarmen reagere på dette. Lidt ligesom næseslimhinden, der reagerer på noget, vi er overfølsomme over for. Cellerne hæver op. Når disse fine mikrovilli hæver op, så forsvinder pladsen imellem dem, så den overflade, tarmen kan optage føde med, indskrænkes til kun at udgøres af ”fingerspidserne” af disse mikrovilli. Man kan forestille sig, at søgræsset svulmer så meget op, at der ikke mere kan strømme vand imellem græsset, men kun hen over det. Samtidigt med at cellerne hæver op, bliver de deforme, og de tætte samlinger mellem cellerne sprænges, så der bliver utætheder mellem dem. Herved er der opstået ”leaky guts” (utætte tarme).

Problemet
Når der er sprækker mellem cellerne, betyder det, at der ikke længere er kontrol med det, der passerer fra tarmen og ind i blodbanen, sådan som det var før, da det først skulle optages gennem tarmvæggens celler. Nu strømmer urenheder, giftstoffer, kemikalier og store, fremmede proteinmolekyler direkte fra tarmen og ind i blodet, og kan her fremkalde alvorlig generel sygdom, herunder autoimmune sygdomme. Når cellerne i tarmvæggen hæver op og bliver deforme, så braser de fine sammenføjninger sammen og proteiner som occludin, zonulin og actomyosin strømmer ind i blodbanen sammen med forskellige urenheder og bakterietoxiner (lipopolysaccarider).
Dette reagerer immunforsvaret på ved at danne antistoffer mod disse proteiner, som ikke plejer at være i blodet. Men hov! Occludin, actomyosin og zonulin var jo vores egne proteiner. Netop. Her begynder kaskaden at løbe løbsk, så kroppen begynder at danne antistoffer mod egne proteiner, og så kan vi udvikle en autoimmun sygdom.

Forebyggelse
Husk af røret skal holdes ved lige. Det drejer sig primært om, at vi spiser fødevarer, som vi gerne vil have skal optages fra røret og komme ind i kroppen til gavn for vore celler. Så vi skal først og fremmest være opmærksomme på, at vi spiser noget, som vi gerne vil have ind i vore celler; altså en sund kost uden for meget af ”de hårde hvidevarer” (sukker, hvede og mælk), og en sund tarmflora. Men igen og igen:
Spis ordentligt. ”Lad din kost være din medicin, og lad din medicin være din kost.” (Hippokrates fra Kos)

Claus Hancke Speciallæge i almen medicin www.iom.dk
Ovenstående er et indlæg fra www.avogel.dk